dag7_thumb

Macon

19. juli 2012

I går glemte jeg at skrive, at vi efter sidste tur i Universal, var et hurtig smut i Florida Mall, hvor Michael besøgte hans 3. “M&M world” i verden. Michael har tidligere besøgt “M&M world” både i San Francisco, New York (hvor jeg i øvrigt var med) og nu Orlando (så er der kun London tilbage – hvor vi underligt nok ikke kiggede ind sidst vi var i London).

 

Michael var tidligt oppe, og tog blandt andet dette billede af udsigten fra vores hotel. Rutchebanerne i horisonten stammer fra “Wet and wild” – eftersigende verdens største vandland.

Her til morgen var vi så en tur i outlet, for at købe lidt tøj. Det blev også til et par solbriller. De par dage vi har kørt på vejen uden, har vi begge haft temmelig ondt i hovedet på grund af solens reflektioner i vejen.

Vi har forresten erfaret, at min iPad langt hen af vejen kan fungere som kort, også uden WiFi. Ved hjælp af GPS kan jeg se præcis hvor langt vi er på kortet – smart! Derfor har jeg nu lært, på den hårde måde, hvordan man aflæser uden at vende skærmen ;)

Og Michael har fundet, næsten, alle stumperne til den rigtige GPS, så måske kommer den til at virke i morgen. Kryds fingre!

Efter outlet gik turen mod “The Citrus Tower”, beliggende i Clermont. Det umådeligt triste tårn er lavet som et symbol og hyldest til Central Floridas berømte citrus-industri. Man kunne købe adgang til at komme op på 23. etage i tårnet for at se udsigten. Men det benyttede vi os ikke af, da området så lidt slidt og kedeligt ud.

Til tonerne af “Dr. Jones, Jones, calling dr. jones”, kørte vi over grænsen Florida/Georgia.

Vi er nu ankommet til Macon – byen der symboliserer det “gamle syden”. Byens borgere har haft et ønske om at skåne den indre by for udvikling, og i stedet bruge penge på restaurering af dens bevaringsværdige bygninger, fra tiden før borgerkrigen.

På dagens køretur kørte vi forbi mange stripklubber (se billedet øverst), og på trods af at Michael mente at han da måtte være trucker og dermed kunne opnå “discount”, så aflagde vi ikke nogen af dem besøg. I stedet har vi fundet et motel i udkanten af Macon hvor der er et hav af kæderestauranter, blandt andet; McD, BK, Dunkin, Krystal, KFC, Papa John, Taco Bell, Steak & Shake og ikke mindst Hooters. Vi snuppede en sandwich på Subway og Michael må krydse fingre for at vi finder endnu en Hooters senere på turen.

I morgen tidlig drager vi mod Atlanta, ca. 75 miles herfra. I Atlanta skal vi helt sikkert i World of Coca-Cola, men hvad vi ellers skal foretage os, det er vi ved at læse os frem til, i diverse rejsebøger :)

Tags:, , , ,