dag12_thumb

Guidet bustur, Gumbo Pot og French Quarter ghost tour – New Orleans

23. juli 2012

I morges slukkede jeg vækkeuret ved et uheld, hvilket resulterede i at vi sov lidt længere end planlagt :) Efter en elendig brunch bestående af ris og bønne-snask (bønner er de vilde med!) havde vi fået hotellet til at bestille en guidet bustur rundt i New Orleans.

Guiden på turen fortalte utrolig mange informationer, som vi kun kan huske halvdelen af nu :) Han startede med at vise os rundt i det franske kvarter, kvarteret vi selv bor i, Herefter kørte vi ud til det østlige område af New Orleans som blev hårdest ramt af orkanen Katrina.

Katrina ramte New Orleans den 29. august for 7 år siden – nemlig i 2005. Store dele af New Orleans ligger under havoverfladen, så måske var det ikke så underligt at Katrina forårsagede digebrud og omfattende oversvømmelser i byen, hvilket resulterede i 1.836 bekræftede dødsfald.

Med den store fattigdom byen er og var plaget af var husene heller ikke sikret specielt godt mod naturkatastrofer som denne, og derfor skyld i at mange blev hjemløse. I dag står stadig mange boliger tomme og forfaldne, og mange offentlige bygninger er endnu ikke genåbnet f.eks. flere hospitaler og biblioteker.

På billedet til venstre ser i hvordan oprydningsarbejdet blev markeret på husene. Det øverste tal er datoen for, hvornår huset blev gennemsøgt. Tallet til højre er hvorvidt der er sundhedsfarlige ting at tage hensyn til (gas, nedfalden elektriske ledninger, døde husdyr). Det nederste tal angiver hvor mange døde man fandt i huset.

Til højre ser i et af de nye bæredygtige huse, som organisationen “Make It Right” har lavet til indbyggerne som blev hårdeste ramt, efterfølgende. Brad Pitt står i spidsen for denne organisation.De fleste af husene har solceller på de flade tage og ligner “mobilhomes” på pæle.

I pausen gik de andre på café, mens Michael og jeg snusede lidt til “Sydney og Walda Besthoff Sculpture Garden” som lå lige på den anden siden af vejen. Projektet er et samarbejde mellem New Orleans Museum of Art, City Park og Sydney og Walda Besthoff Foundation.

Alt ialt er der flere end 50 skulpturer lavet af diverse kendte kunstnere. Vi så dog kun 5-6 stykker på vores korte tur.

Busturen gik nu til den største kirkegård i New Orleans. I byen er alle kirkegårde overjordiske, fordi byen, som før fortalt, ligger under havoverfladen. Hvis kirkegården havde været underjordisk, ville man risikere, i tilfælde af regn, at bedstemor svømmede rygcrawl ned af gaderne, som turguiden så smukt fortalte.

I visse gader i New Orleans ser man tusindvis af perlekæder som snører sig langs el-kablerne. Disse perlekæder stammer fra det kæmpemæssige karneval “Madis Gras”, som hvert år bliver afholdt en tirsdag i enten februar eller marts.

Under Mardi Gras, er alle virksomheder og veje næsten lukket ned – festglade mennesker går overalt!

Efter guiden næsten havde lukket busdøren over min fod (han undskyldte mange gange – “Oh ALBERTSEN!! Sorry girlfriend”) gik vi ned på restauranten “Gumbo Pot”, som kusine Thit havde anbefalet. Vi bestilte begge en af de lokale retter “Jambalaya”. Retten indeholder forskellige grøntsager, fx bladselleri, løg, grøn peber og hvidløg. Dertil kommer kød, i vores tilfælde kylling, røget pølse og tigerrejer. Af drikkevarer bestilte jeg en “mint julep” der er forbundet med køkkenet i det sydlige USA. Michael fik en budweiser.

Vi havde begge problemer med at spise op. Hvordan kunne du lille Thit spise alt det? :) Meget mætte, og en anelse trætte, gik vi en tur rundt i det franske kvarter, inden vi skulle på guidet spøgelsestur rundt omkring i byen.

Spøgelsesturen varede halvanden time, og desværre var vi begge lidt trætte, så vi fik måske ikke så meget ud af turen, som vi normalvis ville have fået.

Her er et lille udpluk af de billeder vi fik taget under vores spøgelsestur. Vi blev lovet at 90% af alle turister ville kunne se et spøgelse på billederne der blev taget undervejs. Kan du se et på et af vores?

Men, heldigvis var underholdningen på vej, og dermed lidt flere plusser ind på overskudskontoen. Sig goddag til NEON-girl, nu med sommerhat:

Nej, hun var ikke klædt ud, sådan så hun bare ud……..

Vi nød resten af turens røver-spøgelseshistorier, og afsluttede turen her:

Vi købte et par drinks med hjem fra Bourbon Street, New Orleans svar på Jomfru Anegade, drak dem ikke op, men så fjernsyn indtil vi sov. Vi er vidst alligevel ved at blive lidt gamle :)