dag8_hotel

Atlanta

20. juli 2012

Første uafbrudte søvn siden vi forlod Berlin! Det medførte at vi sov helt indtil vækkeuret ringede klokken 08.00 :) Morgenmaden var pt den bedste vi har fået i USA: fuldkorn toastbrød med philadelphia ost, blåbær yoghurt og en banan. Der var desuden mulighed for at lave sig en vaffel, det har der nu været alle steder, men vi synes ikke rigtig det ser indbydende ud.

Selve værelset vi havde fået i Macon mindede rigtig meget om alle andre værelser vi har overnattet i. På grund af beliggenheden kostede værelset kun halvdelen af hvad vi ellers har givet (44 dollars, svarende til 266 danske kroner)

Turen gik nu mod Atlanta. På turen kørte vi forbi en amerikansk fangetransport: en hvid bus! Michael siger at det ser man tit på film, men jeg blev alligevel lidt forarget.

Første stop var Stone Mountain Park. Parken består både af campingplads, golfbane, vandrutchebane, tennisanlæg, fiske- og sejlbådsmuligheder samt lilleput-togbane, vandreture på natur- og dyrestier samt meget mere. Kort fortalt: et nyt kort til mig at holde styr på (!)

Vi blev fristet til at tage den store vandringsrute, men da vi havde besluttet os for tre andre stop den dag, besluttede vi os for at tage den lille: en kort tur rundt på en mindre ø i parken.

Parken er dog mest kendt for det kæmpe store stykke granit på 213 millioner kubikmeter, der rager mere end 250 meter op over jordens overflade. Det var muligt at vandre denne tur op (der må være en trappe et sted, vi så den ikke) men vi valgte den nemme løsning: skyride! Jeg er sikker på at min mor, som har en ret vild højdeskræk, ville give sig til at hyle på stedet hvis hun så den :)

På granitstykket er der et gigantisk relief, der er hugget ud i klippen og forestiller Sydens tre store ledere fra borgerkrigstiden: Jefferson Davis, Robert E. Lee og “Stonewall” Jackson. Relieffet var 50 år undervejs (!), og stod færdig i 1970. Den er 58 meter bred, og topper 122 meter over jorden. Over hestens ryg kan der være to amerikanske busser.

Næste stop: the world of Coca-Cola. Efter sikkerhedstjekket, blev vi sluset ind i “museet” sammen med mange mange andre turister. Som kusine Thit havde advaret, var museet i bund og grund en lang reklame for Coca-Cola – men historien omkring produktet var gennemført, og smagsprøverne (100+ forskellige varianter (!) ) på Coca-Colas produkter var en oplevelse!

Lige rundt om hjørnet lå CNN. Vi havde købt en combi billet i Coca-Cola, som derfor også inkluderede en guidet tur her i CNN center. Vi tog en tur på verdens længste rulletrappe, så liveoptagelser, fik at vide hvad hemmeligheden bag Harry Potters “usynlighedstæppe” var og meget meget mere. Vores guide var rigtig dygtig, og humoristisk uden at være irriterende. En rigtig god oplevelse. Han kunne blandt andet fortælle at CNNs månedlige elregning var på 500.000……dollars!!!

Jeg griner stadig lidt af et par kinesere, der tydeligvis ikke forstod engelsk. Jeg ved ikke om guiden havde registreret det, i hvert fald var hans kommentar til, at de tog et close-up billede af ham, med flash og hele svineriet: “Oh….. So you are taking pictures of me… in the no-photography zone…. awesome”… Haha… Ok, man skulle nok have været der.

OBS! Resten af dette indlæg skal læses til tonerne af Ivan Pedersens klassiker fra ’96!

Midt i mellem The world of Coca-Cola, CNN og Georgia Aquarium ligger en mindre park, “Centennial Olympic Park”. Parken stammer fra 1996 hvor Atlanta afholdte de olympiske lege (hvem husker ikke Anja Andersens brændte straffekast i finalen mod Sydkorea?). Parken er et symbol på byens tak til de mange tusinde frivillige der hjalp til under legene. En del af stierne består af sten med navne på mange af disse frivillige.

Sidst på dagen fandt vi et hotel nær Six flags hvor vi skal tilbringe det meste af tiden i morgen. Inden det var tid til at gå i seng besøgte vi det nærmeste Walmart for at handle de fornødne drikkevarer og andre småting som vi var løbet tør for.